Der er nu gået mere end ti år, siden Mikhail Gorbatjov indførte Perestrojka, og euforiske tyskere hjalp hinanden over Berlinmuren. NATO eksisterer stadig – imod alle odds, ville nogle måske mene.
Hvad er NATO’s rolle i begyndelsen af det 21. århundrede? Hvad kræves der for at sikre stabilitet i Europa og resten af verden? Integration af Central- og Østeuropa, sikringen af basale menneskerettigheder og bekæmpelse af international terrorisme er på dagsordenen i NATO.
Som følge af integrationen med Central- og Østeuropa har Alliancens sammensætning ændret sig. Flere af de gamle Warszawa Pagt-lande er blevet optaget og andre er på vej ind i NATO. Udvidelsen er præget af optimisme og glæde over, at tidligere modstandere nu begraver stridsøksen og deltager i løsningen af NATO’s opgaver.
Ændringen i Alliancens sammensætning giver imidlertid administrative problemer. Beslutningsprocessen bliver, alt andet lige, mere træg, hvis 26 lande skal blive enige (i modsætning til de 16 lande, som var medlemmer ved afslutningen på Den Kolde Krig).
I kølvandet på Sovjetunionens opløsning fulgte en til tider blodig opbygning af gamle og nye stater i Central- og Østeuropa. Alliancen fokuserede derfor i 1990’erne på at sikre menneskerettighederne - bl.a. ved at intervenere i Kosovo.
Spørgsmålet er, om det er NATO som regional organisation, der skal påtage sig rollen som beskytter af menneskerettighederne på globalt plan. I så fald stiller også denne opgave nye krav til organisationen, ligesom det ændrer den hidtidige opfattelse af, hvem der har ret til at være ”politimand” i det internationale samfund.
Afslutningen på Den Kolde Krig bragte ikke kun nye sikkerhedsproblemer til Central- og Østeuropa. Truslen om nuklear udveksling mellem to supermagter er blevet afløst af nye, mindre identificerbare, trusler mod den globale sikkerhed. Resultatet er et meget mere diffust sikkerhedsmiljø og et asymmetrisk trusselsbillede. I diskussionen om NATO’s rolle i kampen mod terrorisme er der en erkendelse af, at der er brug for en multidimensionel strategi, som ikke kun bygger på militær styrke, men også på nye former for diplomati, finansielle og økonomiske tiltag samt efterretnings-, grænsevagt- og politisamarbejde. Spørgsmålet er, om NATO kan og bør påtage sig en sådan rolle.
NATO er på nuværende tidspunkt ikke fuldt ud rustet til at bekæmpe terrorisme – hovedsageligt fordi NATO’s oprindelige formål var at bekæmpe nationalstater med militær magt. Men Alliancen skal i den nærmeste fremtid kunne handle globalt – også når det gælder deltagelse i terrorbekæmpelse - fordi trusler mod NATO’s medlemslande kan komme fra områder uden for NATO’s nærområde.
NATO vil sandsynligvis stadig prioritere udbredelsen og forsvaret af universelle menneskerettigheder, men ifølge Prag-deklarationen fra november 2002 vil der i fremtiden blive givet højere prioritet til terrorismebekæmpelse.
Teksten er et uddrag af Sikkerhedspolitisk Info 1 , som udkommer sommeren 2003.